Vores bestyrelse

Trivselsalliancen for Børn og Unge er en forening med en bestyrelse. Vi ser dog os selv mindre som en bestyrelse og mere som en "aktionsgruppe", der er med til at udføre det aktivistiske arbejde og de handlinger, der skal til for at skabe initiativer og udføre projekter.

Nedenfor kan du læse mere om hvert bestyrelsesmedlem — eller rettere sagt hver aktivist.

Annemette Digmann

Annemette Digmann

Forperson, Projektansvarlig for traumeprojektet

Cand.mag. og ph.d. med 30 års erfaring i lederjob — primært i offentlige virksomheder — inkusiv ti år som innovationschef samt 20 år som selvstændig forsker i ledelse.

Da mit barnebarn fik skolevægring og sad hjemme i fire år (fra 4. klasse), var skolens reaktion, at forældrene skulle tvinge ham i skole. Kun ved et tilfælde blev han udredt af Børne- og Ungdomspsykiatrien. Først da var der hjælp at få. Jeg ønsker ikke, at forældre til børn i ufrivilligt skolefravær skal have samme oplevelse.

Som forperson er min opgave at organisere arbejdet, kommunikere udadtil samt planlægge og afholde bestyrelsesmøder. Derudover er jeg projektleder i Traumegruppen og aktiv i projektet om skolevægring.

Lea Grey Haller

Lea Grey Haller

Bestyrelsesmedlem, Projektansvarlig for Klub Fristedet, Kontaktperson for NGO'er

Cand.scient.san fra Aarhus Universitet og ansat som projektkoordinator hos AmbuFlex – Center for Patientrapporterede oplysninger.

Jeg har et særligt varmt hjerte for psykiatrien og brænder for borger- og patientinddragelse som en central del af at forbedre systemer, uanset om det er i sundhedsvæsenet eller kommunalt.

Som mor til børn med udfordringer i skolesystemet er jeg aktiv i Trivselsalliancen for Børn og Unge og arbejder målrettet for at mindske skolefravær og styrke børns trivsel.

Birthe Thyrre Sørensen

Birthe Thyrre Sørensen

Bestyrelsesmedlem, Projektansvarlig for ungeprojektet

Pensioneret skolelærer, tidligere afdelingsleder på en specialskole og pædagogisk konsulent og uddannet psykoterapeut.

Jeg er medstifter af Trivselsalliancen og sidder i bestyrelsen samt er projektansvarlig for vores projekt om Unge og Ensomhed, der undersøger, hvordan vi bygger bro mellem sociale tilbud og unge i svær ensomhed. Jeg deltager også i Traumeprojektets arbejde med at fremme en traumebevidst tilgang i forebyggelse og behandling. Desuden er jeg rådgiver i Åben Forældrerådgivning, der er udsprunget af Trivselsalliancen og nu er en selvstændig forening.

Jeppe Spure Nielsen

Jeppe Spure Nielsen

Bestyrelsesmedlem

Cand.scient.pol. fra Aarhus Universitet med en række efteruddannelser i organisationspsykologi. Jeg er p.t. trivsels- og traumeaktivist samt selvstændig organisations- og ledelsesudviklingskonsulent.

Jeg har et varmt hjerte for psykiatrien og en vision om at skabe et mere traumeinformeret samfund — fordi vi alle bærer på traumer og usunde adfærdsmønstre, som vi risikerer at give videre til næste generation. Noget, jeg som far til en datter har måtte forholde mig til på et personlig plan.

I Trivselsalliancen er jeg bestyrelsesmedlem, projektansvarlig for traumegruppen og kontaktperson for organisationens deltagelse i projektet “Digital tryghed for børn og unge".

Jette Ní Mhaolcatha

Jette Ní Mhaolcatha

Bestyrelsesmedlem

Uddannet antropolog med en BA i psykologi & sociologi, CEO i Trivselsfabrikken og direktør i Bukkerup Spildevand APS. Tidligere har jeg arbejdet i mange forskellige organisationer som ledelsessekretær.

Som mor til to børn, der havnede udenfor skolen grundet belastningsreaktioner på langvarig mobning og skoleeksklusion samt indlæringsvanskeligheder, har jeg oplevet, hvordan selv små behov kan blive til store udfordringer i mødet med systemet. Det ønsker jeg ikke, at andre skal erfare.

I Trivselsalliancen er jeg bestyrelsesmedlem og medansvarlig for at skabe liv i den nye lokalafdeling i Midt- og Vestsjælland. Desuden bidrager jeg med viden og erfaringer, der styrker samarbejdet på tværs af landet.

Gry Ravn Rønne Buje

Gry Ravn Rønne Buje

Bestyrelsesmedlem

Uddannet cand.pæd. i pædagogisk psykologi fra Danmarks Pædagogiske Universitet og folkeskolelærer fra Holbæk Seminarium. Jeg har i 30 år arbejdet som supervisor, foredragsholder og underviser inden for skole- og behandlingsområdet, og jeg har mange års erfaring som fagprofessionel inden for områder med mennesker i udsatte positioner.

I Trivselsalliancen er jeg bestyrelsesmedlem og medansvarlig for at opstarte den nye lokalafdeling i Midt- og Vestsjælland. Udover at være aktiv i Trivselsalliancen er jeg medstifter af FRIENDS Klinikken og Trivselsfabrikken, frivillig 112-akuthjælper på Orø for Præhospital Region Sjælland, bestyrelsesmedlem i Foreningen for Børn med Angst og hovedbestyrelsesmedlem i SIND.

Anne Mette Møller

Anne Mette Møller

Bestyrelsesmedlem

Cand.scient.oecon. med 35 års erhvervserfaring, hvor jeg gennem årene har skiftet mellem stillinger som chef og som specialist i store og små virksomheder — de fleste år i det private, en kort periode i det offentlige og siden 2020 i civilsamfundet.

Min store interesse er kapacitetsopbygning i civilsamfundet, så organisationer styrkes indefra og bliver stærkere i den strategiske udvikling. Mit fokus er på økonomiforståelse og -styring samt digitalisering.

Jeg ser, at vores samfund har brug for at give mere plads og magt tilbage til civilsamfundet, og at organisationer som Trivselsalliancen er essentielle for at skabe nye og nødvendige balancer.

Mina Iranzad

Mina Iranzad

Bestyrelsesmedlem

Jeg har arbejdet med mennesker, undervisning og rummelighed i hele mit arbejdsliv — både strategisk, organisatorisk og helt tæt på praksis. Jeg kommer fra HR, læring og ledelse i både offentlige organisationer og private virksomheder og har mange års erfaring med at omsætte værdier, etik og rettigheder til konkret handling.

Personligt er jeg drevet af ordentlighed, compassion, mod og ansvar — og af at skabe rammer, hvor mennesker kan stå stærkere i deres eget liv. 

Jeg er mor til en neurodivergent skøn kvinde og ved, hvor svage systemerne er til at rumme og forstå styrken i alt det, der er anderledes. Det er derfor, at bestyrelsesarbejdet i Trivselsalliancen for Børn og Unge giver dyb mening for mig.

Anders Kjærulff

Anders Kjærulff

Bestyrelsesmedlem

Cand. scient. pol fra Aarhus Universitet. Jeg har i mere end 30 år været ansat som chef og direktør i en række kommuner, og i de seneste 6 år har jeg været ansat som koncerndirektør i Region Midtjylland.

Jeg har altid haft et særligt fokus på de medborgere, som ikke har haft en let eller lige vej ind i — og gennem — livet, og som derfor oplever udfordringer i forhold til økonomi, accept, ensomhed og fællesskaber.

Civilsamfundets indsatser og perspektiver er væsentlige, fordi indsatser herfra oftest udfylder noget, som den offentlige sektor ikke selv kan, og de kommer mere nært på det, som borgere i en skrøbelig situation, har behov for.

Hvordan startede Trivselsalliancen?

Trivselsalliancen har eksisteret siden 2022 og blev skabt af frivillige borgere.

Med rødder i det demokratiske hus Sager der Samler, har vi på kort tid skabt en tværgående bevægelse af fagforeninger, organisationer og borgere, der kæmper for at skabe handling for børn og unges trivsel.

Vil du vide mere om, hvordan Trivselsalliancen for børn og unge blev stiftet?

Læs historien bag alliancen her.