01nov2026

15:00 til 17:30

Store Sal på Slagelse Bibliotek

Stenstuegade 14, 4200 Slagelse

Arrangør: Trivselsalliancens lokalgruppe Midt- & Vestsjælland

Når et barn mistrives, rammer det hele familien. Det kan begrænse kontakten med omgivelserne, have konsekvenser for arbejdslivet og presse økonomien — og oven i det, kan det være svært at finde en vej i det system, som egentlig skal hjælpe én. For mange bliver det en ekstra og meget tung byrde. Det vil vi lave om på — sammen med jer.

 

Derfor afholder vi nu FÆLLES OM TRIVSEL III, hvor vi samler forældre, fagfolk og beslutningstagere om en ægte dialog. Vi vil væk fra de langtrukne debatter og tomme ord — og henimod en fælles forståelsesramme og konkrete handlinger, der rent faktisk virker i hverdagen.

 

Vi forventer, at FÆLLES OM TRIVSEL III vil omfatte flere arrangementer for forskellige målgrupper. Sammen med dialogworkshoppen i Kalundborg, der finder sted tidligere samme dag, udgør denne workshop første del af møderækken. Disse to workshops er målrettet forældre og pårørende til børn og unge i mistrivsel.

 

Med workshoppen vil vi sammen med jer undersøge, om det giver mening at skabe

  • lokale TA-forældregrupper, hvor man kan mødes med andre forældre – fysisk eller online – og udveksle erfaringer og viden samt støtte.
  • et samlet forældrepanel på tværs af kommunerne på Midt- og Vestsjælland, så jeres stemme bliver hørt, både internt i lokalgruppen og i den offentlige samtale — lokalt, kommunalt, tværkommunalt, regionalt og nationalt. Sidstnævnte i samarbejde med TA’s øvrige forældrepaneler og andre.
  • lokaludgaver af TA’s Klub Fristedet til børn/unge i ufrivilligt skolefravær og deres forældre. Det er et uafhængigt og gratis tilbud, der giver børnene en social øvebane med fleksible trædesten ud af mistrivslen og, selvom det ikke er målet, ofte tilbage til skolen.
  • et overblikover de udfordringer, behov, ønsker og gode idéer, I sidder med lokalt — som vi kan bringe videre og/eller være med til at realisere som fælles praksishandlinger.

 

Vi vender tilbage med et færdigt program tættere på dagen — men sæt allerede nu kryds i kalenderen og reserver en plads!

 

Tilmelding

Det er gratis at deltage, men tilmelding er nødvendig. Tilmeld dig via dette link. 

 

Hvis du oplever problemer med tilmeldingen, så tøv endelig ikke med at række ud til os på lgkoordinator.mvsj@trivselsalliancen.dk. 

 

Du er selvfølgelig også velkommen til at kontakte os, hvis du har spørgsmål til arrangementet eller andet. 

 

OBS! Vi afholder en lignende workshop tidligere samme dag i Kalundborg. Læs mere her: https://trivselsalliancen.dk/event/dialogworkshop-for-foraeldre-og-paaroerende-til-boern-i-mistrivsel-kalundborg/

 

Workshoppene i Kalundborg og Slagelse udgør første del af FÆLLES OM TRIVSEL III. I vores arkiv kan du finde opsamlinger på FÆLLES OM TRIVSEL I  OG II. 

Tilbage til kalender